Urban Greenhouse – drivhus til byhaven
Anton Balle lever af både at være kreativ og produktiv, og derfor er samarbejdet med kunden altafgørende for, at projektet lykkes. Line Grüner manglede den rigtige til at producere sit drivhus, og gennem sit netværk blev hun præsenteret for Anton. Når kemi og tillid er tilstede, kan ting gå stærkt. Marts 2013 stod det første hus klar, og de næste 50 var på vej. De rullende drivhuse er så småt ved at finde vej til landets baggårde og købes hos Urbangreenhouse.dk.
Balancekunst og Base jumping
Ifølge Anton kan det være en udfordring at få et samarbejde til at fungere godt: ”Vil man være fælles om et produkt, skal man turde være ærlig overfor kunden og fortælle, hvordan virkeligheden hænger sammen. Man skal stole 100% på hinanden og det kan være vanskeligt, når to verdener mødes. Jeg vil faktisk kalde det en balancekunst. Men dén kunst kan vi! Du skal tro på det, ikke fokusere på bundlinjen fra starten, turde gå naivt til sagen og ikke have behov for at sætte ting for meget i kasser. Når man arbejder sådan, sker der konstant nye ting, og projektet tager lynhurtigt uventede drejninger. Og kan man ikke leve med dét, skal man sige nej fra starten. Men for mig er det en kæmpe oplevelse. Projekter med folk, der har ja-hatten på, er sjove. Det er ligesom Base jumping; man mærker, at man lever – og håber at lande det rigtige sted.”
Hænderne på kogepladen
Da Line trådte ind på Antons snedkerværksted første gang var hun ikke i tvivl: ”Jeg blev vildt glad, fordi den gode kemi var der med det samme, og Anton troede på mit projekt. Vi er fælles om at have samme tilgang til kvalitet og dét at behandle folk ordentligt. Og det faktum at vi begge har investeret og har hånden på kogepladen, giver en ærlig og åben sparring, fordi vi er nødt til at lytte til hinandens bekymringer og det, som kan være potentielt risikabelt. Vores virksomheder supplerer hinanden godt; Anton styrer produktionen, og jeg skaber opmærksomheden og sælger produktet. Vi ser ting forskelligt, men det, at vi udfordrer hinanden, gør, at vi skubber til normer og barrierer og dermed rykker os. Vi kender produktet og historien hele vejen rundt – og på den måde skaber vi den aktive fortælling.”
Line Grüner, iværksætter ved et tilfælde og Anton Balle, snedker fra Skringstrup har indgået et frugtbart samarbejde omkring dét, som var Lines eksamensprojekt, og som er på vej til at blive en succes – det mobile drivhus. For begge er samarbejdet en positiv oplevelse og udfordring, og det hele er baseret på kemi, tillid og ordentligt håndværk