Billund Bibliotek – én mere til Rosan Bosch samlingen
Vi er stolte af vores samarbejde med designer Rosan Bosch Studio – et samarbejde, som tog sin begyndelse med indretningen af VIA University College i Viborg, hvor vi producerede unikt inventar og iøjnefaldende møblement til et stort område i hjertet af bygningen. Her blev farver og former forenet i et funktionelt miljø, som danner rammen for liv, læring, kreativitet og fællesskab.
En stor opgave for et lille værksted, vil nogen mene. Men lige præcis den slags opgaver i en sådan kaliber er nogle af de udfordringer, vi elsker!
Derfor var vi heller ikke et sekund i tvivl, da vi igen blev spurgt, om vi ville være med på holdet omkring endnu ét af Rosan Bosch Studios projekter – Børnenes bibliotek i Billund.
Vi har som underleverandør til Inventarsnedkeriet i Aarhus givet en hånd med i forhold til legeområdet i det nye bibliotek, som i øvrigt har oplevet et markant stigende besøgstal siden den gennemgående renovering af de fysiske rammer.
Besøgstallet vil vi ikke tage æren for, men vi tager gerne æren for godt håndværk og ikke mindst et tæt samarbejde bygget på en god relation mellem et fremadstormende københavnsk designhus og et lille snedkerværksted lidt nord for Viborg.